Månedsarkiv: februar 2014

Søndag-tirsdag

Søndag tog vi til Yosemite. Undervejs spiste vi frokost på en sjov, gammel saloon, vi kom forbi. Den hed The Old Corner (det betyder Det gamle hjørne). Den blev bygget omkring 1860 og har overlevet mange præriebrande. Børn måtte ikke sidde ved baren, så vi spiste ved et andet bord. På væggen hang der billeder af tre forbrydere fra gamle dage. En togrøver, der hed Sortskæg, en spansk røver, der hed Joaquim og en trefingret morder.  Da Sortskæg og Joaquim var fanget og døde, blev deres hoveder puttet i et glas, og så blev de udstillet.

Yosemite er en kæmpestor nationalpark. Der er vilde bjørne og vilde ulve. Der er rigtig mange træer og buske og bjerge. Vi boede i en hytte. Der var kun to senge, hvor der kunne sove to i hver, og et toilet.

Vi var ude at gå på et bjerg, helt op på toppen. Turen var hård, der var stejlt. Vi så to vandfald på én dag, og om aftenen var jeg ude at skøjte.

Forældreinfo:
Yosemite er en nationalpark, som ligger i den sydøstlige del af Californien. Parken er 3.081 km2 og omfatter både en dal og høje bjerge. Der er masser af stier til fantastiske naturoplevelser. Mange af dem er både lange og stejle, og det kræver gode kræfter at gå op og ned ad bjergsiderne. Ca. 3,5 millioner mennesker besøger hvert år Yosemite. De fleste bor på hotel, i hytter eller i teltlejre i dalen og tager derfra på udflugter, men man kan også vandre ud i den vilde(re) del af parken og overnatte i sit eget telt. Der er mange sjældne planter og masser af vilde dyr. Hvis man møder en bjørn, skal man larme alt, hvad man kan, for at skræmme den væk.
Yosemite [jo-SÆMME-ti] er navnet på en amerikansk indianerstamme og betyder “der er dræbere blandt dem”.

Tirsdag-fredag

Tirsdag var vi vildt dovne. Vi lavede ingenting. Vi stod sent op.  Anton og Josephine  skulle i skole klokken kvart over otte. Mig og Karina hentede Anton og Josephine, men Josephine havde fået feber 🙁 Mig, min mor, Carl og Anton gik på legeplads, indtil det blev mørkt.

Onsdag dovnede vi også. Vi var i Martins træningsklub. Mig og Carl svømmede udenfor.

Torsdag var vi inde i Sonoma, det er en by. Vi så en gammel general, han fik 16 børn, seks af dem døde 🙁  Tre af dem havde meget langt hår, så spiste vi frokost.

Fredag så vi søelefanter og hvaler på Point Reyes. Nede på en strand lå et par hundrede søelefanter. Vi så kun hvalernes haler, og når de sprøjtede vand op. Søelefanterne var vildt dovne, en af dem skulle op af vandet, den tog kun to kravl op.

Forældreinfo:
Point Reyes ligger på en halvø ud til Stillehavet. Det er et barsk og forblæst område. Yderst på spidsen ligger et gammelt fyrtårn, hvor man i gamle dage havde fyrpassere til bo og sørge for, at tårnet lyste om natten og advarede skibe mod at sejle for tæt på de mange klipper. På stranden kommer søelefanterne og føder deres unger.  Når ungerne er store nok, tager de tilbage til det åbne hav. Søelefanter tilbringer 80% af deres tid i havet, og 90% af tiden er de under vandet. De kan dykke dybere end de fleste andre pattedyr, og de svømmer langt for at komme til deres yndlingsspisesteder. Hunnerne svømmer mod Hawaii og hannerne til Alaska. Det vil sige, at de hvert år svømmer 17-20.000 km! Når det er tid til at få unger, svømmer de tilbage og mødes ved kysten.

Mandag den 17. februar

Hej klasse

I mandags var vi inde at se redwoods, som var enorme. Det ældste var 1400 år gammelt, ret gammelt. Vi var oppe på et træ, der var væltet, det var rigtig sjovt. Bagefter spiste vi madpakker, nam nam. Så tog vi på stranden. Bølgerne var rigtig store, så vi måtte ikke bade, øv 🙁 Så tog vi altså hjem, da vi havde været der i en halv time.

Søndag den 16. februar

Hej klasse (fællesindlæg af Alma og hendes mor, klokken er mange…)

I dag har  vi været inde og se et spøgelseshus: Winchester Mystery House. Det blev bygget af Sarah Winchester og havde før jordskælvet i 1906 over 700 værelser. Jordskælvet fik en stor del af huset til at styrte sammen, så i dag har det “kun” 160 værelser. Vi så de 110 på en rundvisning.

panorama

Sarah var en klog og dygtig kvinde. Hun og hr. Winchester – riffel-familien – forelskede sig vildt i hinanden og blev gift. De fik ét barn: En datter, som var syg. Hun kunne ikke fordøje protein og døde af sult, da hun var seks uger. Det var en stor sorg for Sarah, men det blev værre. Hendes mor døde, og få måneder efter døde hendes mand. Få måneder senere døde begge svigerforældre. I løbet af et år havde Sarah mistet sin familie, og hun sørgede resten af sit liv.

Hun gik til en spiritist og fik at vide, at alle ulykkerne skyldtes ånderne fra alle dem, der var blevet dræbt af Winchesterriflerne, og at den eneste måde at undgå dem på var at bygge et hus, som aldrig blev bygget færdigt. Så det gik Sarah i gang med. Hun var selv arkitekt på byggeriet; eller rettere, ånderne var. Hver aften låste hun sig inde i et særligt værelse og snakkede med sine åndelige vejledere, som gav hende morgendagens byggeplaner. Der var 13 tømrere i gang 24 timer i døgnet hver eneste dag i 38 år, og Sarah sov i et nyt værelse hver nat for at snyde ånderne. Der er trapper, der ikke fører nogle steder hen, vinduer i gulvet og døre, der lukker op til det tomme ingenting.

mystery house dør

Byggeriet blev udført med de fineste materialer, der kunne skaffes, og Sarah havde så mange ekstra byggematerialer liggende, at der i dag er nok til at reparere huset de næste 70 år.

Huset havde indlagt strøm (dog ikke i alle værelserne), rindende vand, toiletter og sågar statens første brusebad. Desværre var der kun Sarah, tjenestefolkene og håndværkerne til at nyde godt af det. Bortset fra en niece, som boede hos hende en kort årrække, levede Sarah alene og modtog aldrig én eneste gæst i sit enorme hjem.

Min far, mig, Carl, Anton, Karina, Martin og Josefine
Min far, mig, Carl, Anton, Karina, Martin og Josefine

Fredag den 14. februar

Hej klasse

I dag kørte vi i sporvogn, det var rigtig sjovt, fordi vi fik de gode pladser. Man kunne sidde  udenfor, det gjorde vi. Mig, min far og min lillebror Carl  var ude at sejle, en rundvisningstur. Vi så Golden Gate Bridge og Alcatraz. Det er en fængselsø. I gamle dage blev den brugt til at holde mordere og virkelig slemme folk fanget. Der var fængselsstraf for at hjælpe nogle fanger med at slippe væk 🙁

Forældreinfo: 
Alcatraz blev i starten (fra 1850) brugt af den amerikanske hær, som også var dem, der fandt på at bruge stedet som fængsel. Der er meget strøm i vandet rundt om øen, så det er umuligt at svømme væk. I 1933 blev fængslet overdraget til FBI og brugt til meget farlige fanger. Der var krise i samfundet, folk var fattige, så kriminaliteten steg, og derfor manglede man plads i fængslerne.

Alcatraz var det værste af alle fængslerne. Fangerne havde ret til mad, tøj, læ og tilsyn af læge. Alt andet var privilegier, som de skulle gøre sig fortjent til. Hvis en fange opførte sig dårligt, kunne han sættes i en celle, hvor der hverken var vinduer, lys, seng eller noget at beskæftige sig med. I 1963 blev fængslet lukket. Nu er det en turistattraktion, og millioner af mennesker har i årenes løb været på øen for at se, hvordan fangerne levede.

Torsdag

Hej klasse

I dag var vi ude at gå på Golden Gate Bridge. Der var meget tåget, så der var ingen udsigt – øv. Det var sjovt,  men der var lidt meget larm fra bilerne.

Der var lidt langt 🙁 Da vi skulle hjem, sagde min mor, vi skulle tage færgen. Vi skulle  køre hen til havnen. Min mor gav buschaufføren  for mange penge. Han kunne ikke give tilbage,  så han gav min mor to busbilletter, og så kørte vi hjem med bussen i stedet for at sejle med færgen 🙁

Solskin og sommervarme over byen, tåge over bugten…
Lidt dyster udsigt
Lidt dyster udsigt
Vi var trætte, så vi spiste madpakker

Vi var trætte, så vi spiste madpakker

Forældreinfo:
Golden Gate Bridge var verdens længste hængebro, da den blev bygget. Det tog fire år, fra 1933 til 1937. Broen er 2.727 meter lang og 25 meter bred.

I San Francisco Bay ligger fængslet Alcatraz, hvor mange store forbrydere har siddet fanget, bl.a. gangsteren Al Capone. Alcatraz skulle være umuligt at flygte fra, men der var tre fanger, der gjorde det alligevel. De sejlede væk i en slags båd, der var syet sammen af regnjakker og redningsveste. Fængslet er ikke længere i brug, så nu kan turister sejle derover og se det.

Golden Gate Bridge, som den ser ud, når det ikke er tåget
Golden Gate Bridge, som den ser ud, når det ikke er tåget
Alcatraz
Alcatraz

Tirsdag og onsdag

Tirsdag kørte vi med bus til San Francisco. Vi bor i en lille lejlighed. Onsdag gik vi rundt i byen i den kinesiske bydel og den italienske bydel og ned til vandet. Vi har set søløver. Nogle af de små trampede på de store for at drille. Det var ret sjovt. Vi så en lille hund, der havde brækket benet, og dens ejer havde ikke råd til at betale regningen, så vi gav ham nogle penge.

Vi ville gerne op i et højt tårn, men der var lukket, fordi der var ombygning. Vejen op til tårnet havde en hældning på 11 grader. Det var stejlt! Det målte vi med min fars iPhone.


Forældreinfo:
San Francisco er den fjerdestørste by i Californien. Byen er kendt for sine mange stejle bakker, sine ”cable cars” – en slags antikke sporvogne på togspor, der kører rundt i byen – sine flotte, malede huse og sin tåge. Byen er omgivet af vand på tre sider, så der er tit tåget. Mark Twain, en amerikansk forfatter, citeres for at have sagt, at ”den koldeste vinter, jeg har oplevet, var en sommer i San Francisco”. Men SÅ koldt er der altså heller ikke, hvis man fx sammenligner med Danmark. Klimaet er mildt året rundt, og der vokser palmer.

San Francisco er jordskælvsområde. I 1906 blev San Fracisco ramt af et stort jordskælv. Mange huse styrtede sammen, gasledningerne blev revet over, hvilket startede en storbrand, der ødelagde ¾ af byen.

cabel car huse

Mandag

Jeg var ude at hjælpe Karina og Josefine med at sælge cookies. Cookies er småkager. De solgte dem, fordi Josefine er spejder, og de sælger småkager for at tjene penge til spejderne.

Bagefter tog vi ind til Petaluma. Vi så to gamle banker. De var rigtig flotte. I den første var der frø, i den anden var der en masse forskelligt, for eksempel en masse glasting, som jeg rigtig godt kunne lide. Vi så også et gammelt posthus. Det brugte de stadig. Der var en masse postbokse. Det var ret flot.

Vi tog ind i en kæmpestor legetøjsbutik. Det var der en masse ting, man selv kunne lave. Min far blev væk, og mens vi ventede på ham, tog vi på Starbucks. Bagefter tog vi hjem.

Forældreinfo: Under guldfeberen i midten af 1800-tallet forsynede Petaluma hele området med mad, blandt andet ved at lave en masse kyllingefarme. En del blev ganske velhavende på den måde helt uden at grave efter guld, så der var brug for banker.

Petaluma ligger en times kørsel nord for San Francisco. Byen har en velbevaret bykerne og er blevet brugt ved flere filmoptagelser, bl.a. Back to the Future.

Den første aften

Da vi ankom, var klokken midt om natten dansk tid, men midt om eftermiddagen i Californien, så efter en lur tog vi på legeplads i øsende regnvejr og fik en is.

Sol og sommer? Ikke helt...
Sol og sommer? Ikke helt…

Forældreinfo: 
Californien ligger ud til Stillehavet, og der en tidsforskel mellem Danmark og Californien på ni timer. Når klokken er seks om aftenen i Danmark, er den ni om morgenen i Californien. Jorden er inddelt i 24 tidszoner. Nulpunktet, som bestemmer det ”rigtige” klokkeslæt, ligger i Greenwich i England. Når man krydser tidszonerne, rykker klokken sig. Fra Danmark til Californien krydser man ni tidszoner, så der er ni timers forskel. Det tager tid for kroppen at vænne sig til en ny døgnrytme, når man har rejst på tværs af tidszoner, så man bliver måske træt om eftermiddagen og vågner midt om natten. Det hedder jetlag. På det her kort kan I se, hvad klokken er overalt på jorden.

 

Min tur

Hej klasse

I søndags fløj vi til Californien i USA, men vi mellemlandede i Amsterdam. Vi stod op kl. 3. Flyet lettede kl. 6. Turen tog i alt 15 timer. Det var lidt kedeligt, og det var ikke rart, når der var turbulens, og man fik det dårligt. Jeg så film, selvom de kun var på engelsk, og så serverede de to måltider. Det smagte godt. Vi fik også is på flyet og varme servietter, som stewardessen tog op med en tang. Det var ret luksus. I lufthavnen i San Francisco så vi en hund, der skulle tjekke, om vi havde frugt eller grøntsager med. Den var sød, men man måtte ikke klappe den.

Vi blev hentet af en mand, der hedder Martin. Han er far til min lillebrors bedste ven Anton. Vi kender dem, fordi de har boet på vores vej. Anton har en storesøster, der hedder Josefine, og en mor, der hedder Karina. De har en helt vildt sød kat, Billy. Det er egentlig naboens kat, som er flyttet ind, for de må slet ikke have dyr. De bor i Petaluma, en lille by, der ligger en times kørsel fra San Francisco.

Karina foran huset i Petaluma
Karina foran huset i Petaluma
Billy-missen
Billy-missen

Forældreinfo:
Californien er den tredjestørste af USA’s 50 stater og den, hvor der bor flest mennesker. I midten af 1800-tallet blev der fundet guld, og folk rejste til Californien i massevis for at grave efter guld. Man siger, at de blev ramt af guldfeber. På grund af guldgravningen og statsblomsten guldvalmuen kaldes Californien også ”den gyldne stat” –  the golden state.